Grøn stær, også kaldet Glaucom, er en sygdom, der rammer øjets synsnerve. Øjets tryk spiller en vis rolle for sygdommens udvikling, men sygdommen ses også hos mennesker med et normalt tryk.
Øjet kan sammenlignes med et kamera. Øjets nethinde svarer til filmen i kameraet. Billeddannelsen foregår i hjernens synscenter, der ligger i bagerste del af hjernen.
Synsnerven bringer impulser fra øjets nethinde via synsbaner til hjernens synscenter.
Ved sygdommen Grøn stær bliver nervetrådene i synsnerven beskadigede.
Ved Grøn stær bliver øjets synsfelt indskrænket og i værste fald optræder kikkertsyn.
Sygdommen kan opstå akut eller snigende.
Den akutte form kan forebygges ved et simpelt indgreb med laser, hvis sygdommen opdages i tide. Den er hyppigst hos langsynede.
Den snigende form er den mest almindelige form for Grøn stær .Den optræder hos ca 1 procent af den voksne befolkning over 40 år. Den er symptomløs i mange år, og opdages oftest ved et rutinebesøg hos øjenlægen.
Det er vigtigt at opdage sygdommen i tide.
For at opspore og kontrollere sygdommen kræver det udover trykmåling nøje undersøgelse af øjets synsnerve og synsfelt
Øjets synsnerve undersøges bedst efter pupiludvidende dråber .Man iagttager synsnerven gennem den udvidede pupil og vurderer, om der er tegn på nervetrådsskade.
Der vil derefter blive taget foto af synsnerven, så både patienten og øjenlægen kan følge eventuelle forandringer
Klinikken har også en OCT, hvilket er et helt moderne apparat, hvor man ved hjælp af ultralys, ligesom man kender det fra ultralyd, kan måle meget tidlige forandringer i øjets synsnerve.
OCT står for Optisk Kohærens Tomografi.
Sygdommen kan ikke helbredes, men bremses ved hjælp af tryknedsættende behandling.
Jo tidligere man kan stille diagnosen, jo bedre kan sygdommen bremses.